Skærsliberen

Engang rejste skærsliberen med sin slibesten og sin hund.
Ikke for at finde sig selv, men for at finde kunder.

Han kom trillende fra by til by, sleb knive, snakkede lidt og gik videre.
Han ejede ikke meget, men alt, han havde, kunne holdes i live,
det kunne slibes, rettes til og bruges igen.

Så kom fabrikkerne, standarderne og de gode tilbud.
Knive blev lettere at købe end at slibe,
og skærsliberen blev en parentes i historien,
en fodnote mellem håndværk og overflod.

Men behovet for at vedligeholde og skabe forsvandt ikke.
Det skiftede bare form og lever videre hos dem, der tager vare på det, der bliver til i hånden.

I miniatureverdenen er træ stadig træ, og fejl stadig charme,
og valget er stadig vores.

Men også her står printeren og summer i hjørnet,
klar til at levere perfektion på bestilling.

Måske er det dér, vi møder ham igen,
ikke som han var, men i det valg, vi står med:
mellem det håndgjorte og det producerede.

Fri, ikke fordi han har lidt,
men fordi han kan nøjes.